Af Helle Bertram Olsen, direktør i Flexstøtte
Debatten om TV 2-programmet Alle elsker Rasmus har gjort mig både vred og eftertænksom.
Hvordan kan en hel produktion, venner, bekendte og mennesker, der holder af et andet menneske, kollektivt følge en række beslutninger, uden at nogen for alvor stopper op og overvejer, hvad de udsætter ham for?
Jeg tror ikke, det handler om, at alle de involverede er dårlige mennesker. Men hvad sker der, når nogen er så overbevisende, at vi accepterer deres præmis og holder op med at stille spørgsmål?
Det sker desværre ikke kun hos TV 2. Det sker også i sundhedsvæsenet og i omsorgssektoren, når vi glemmer at overveje, hvad vores handlinger efterlader i andre mennesker.
Og det er bl.a. derfor, at sagen rammer mig så hårdt.
Når faglige vurderinger kommer til at fylde mere end mennesket
I arbejdet med mennesker med komplekse udfordringer træffer vi løbende beslutninger, som har stor betydning for deres hverdag. Vi vurderer støttebehov, tilrettelægger indsatser og forsøger at skabe de bedste rammer for udvikling og trivsel.
Men nogle gange kommer vores faglige viden og gode intentioner til at stå i vejen for den enkeltes perspektiv.
Det kan ske, når vi bliver for optagede af regler og procedurer. Når vi lader tidligere erfaringer med en borger styre vores forventninger. Eller når vi begynder at tolke en borgers adfærd uden at undersøge, hvad der ligger bag.
Og det er her, forråelsen kan snige sig ind. Når vi mister noget af vores empati og nysgerrighed. Når vi vænner os til måder at tænke, tale eller handle på, som vi tidligere ville have stillet spørgsmål til.
Hvad ligger bag en borgers reaktion?
Forestil dig en borger, der reagerer med vrede under et besøg fra en bostøttemedarbejder.
Af hensyn til medarbejdernes tryghed bliver det efterfølgende besluttet, at der fremover skal komme to medarbejdere ad gangen.
Det kan være en helt relevant faglig vurdering.
Men har vi spurgt borgeren, hvordan det opleves?
Har vi været nysgerrige på, hvorfor borgeren råbte? Var det vrede, afmagt eller frygt? Oplevede borgeren at blive overhørt eller misforstået? Og har vi spurgt os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes?
Selvfølgelig skal medarbejdere kunne føle sig trygge i deres arbejde. Men vi skal samtidig forsøge at forstå det menneske, vi står overfor. For mennesker med traumatiske erfaringer kan adfærd, der umiddelbart opleves som truende eller afvisende, også være et forsøg på at beskytte sig selv.
Det kræver, at vi arbejder mentaliserende og forsøger at forstå situationen fra flere perspektiver. Både borgerens og medarbejderens.
Vi er heller ikke bedre end andre
I Flexstøtte er vi ikke bedre end andre. Vi kan også blive så optagede af vores faglige drøftelser om en indsats, at vi glemmer at stille det mest oplagte spørgsmål:
“Men hvad siger borgeren selv?”
Heldigvis er der ofte en kollega, der minder os om det. Og så bliver vi lidt pinligt berørte. For det burde jo være helt enkelt. Det er også derfor, vi skal turde tale om forråelse hos os selv.
Vi skal kunne sige højt, når vi mærker, at empatien eller nysgerrigheden er ved at forsvinde. Når frustrationer eller vores egne forestillinger begynder at påvirke den måde, vi møder borgerne på. Og vi skal have en kultur, hvor vi kan udfordre hinandens faglige vurderinger og stille spørgsmål til vores egen praksis.
Hos Flexstøtte arbejder vi blandt andet med faglig sparring og supervision, hvor vi får mulighed for at se vores praksis udefra, undersøge vores egne reaktioner og udvikle en fælles faglighed.
Hvad efterlader vores handlinger i andre mennesker?
Det spørgsmål synes jeg, vi skal stille os selv langt oftere. For når vi arbejder med sårbare mennesker, kan selv en beslutning, der er truffet med de bedste intentioner, få konsekvenser, vi ikke havde forestillet os.
En borger kan føle sig overhørt. Misforstået. Utryg. Eller miste lidt mere af den tillid, som vi måske allerede arbejder hårdt på at genopbygge.
Derfor har vi et ansvar for at være nysgerrige på mere end selve adfærden og de faglige løsninger. Vi skal også undersøge, hvordan vores handlinger bliver oplevet af det menneske, de handler om.
For vi kan have nok så meget faglig viden og erfaring.
Men hvis vi glemmer at spørge borgeren, risikerer vi at miste noget af det allervigtigste i vores arbejde.