Da Flexstøtte mødte ham, boede han på botilbud og havde en fortid præget af misbrug, domme og institutionsophold. I dag bor han i egen bolig, har et stærkt netværk og klarer sig med begrænset støtte.
Flexstøttes første borger var en mand, der boede på et botilbud og ikke tidligere har kunnet magte at bo i egen bolig.
Bag sig havde han en lang historie med både sikret institution, domme og et massivt misbrug. Misbruget havde han lagt bag sig nogle år tidligere, men der var stadig et stort skridt mellem livet på et botilbud og drømmen om endelig at kunne klare sig i egen bolig.
For mange mennesker virker det måske som en naturlig udvikling at flytte i egen lejlighed. Men når man i mange år har levet med komplekse sociale og psykiske udfordringer, følger der langt mere med end blot en ny adresse.
En bolig kræver struktur i hverdagen. Regninger skal betales. Aftaler skal overholdes. Kontakten til myndigheder skal fungere, og der skal skabes et liv, som kan holde – også når hverdagen bliver svær.
I samarbejdet arbejdede vi med de ting, der fylder i et almindeligt voksenliv, men som kan være svære at få greb om, når man står alene.
Det handlede blandt andet om økonomi, myndighedskontakt, struktur i hverdagen og om at skabe og fastholde relationer til mennesker omkring ham. Samtidig arbejdede vi med de udfordringer, der naturligt opstår, når man skal tage mere ansvar for sit eget liv.
Der var ikke en færdig opskrift.
Nogle ting lykkedes hurtigt. Andre krævede tid. Indimellem måtte vi tage et skridt tilbage for at kunne komme videre igen.
Der var gode perioder. Der var svære perioder. Og der var dage, hvor fremskridtene var mindre synlige end andre. Men der var også en fælles retning.
Og skridt for skridt voksede troen på, at det kunne lade sig gøre.
Det vigtigste var ikke tempoet, men at der hele tiden var en retning og en oplevelse af, at han ikke stod alene med ansvaret.
Gennem hele forløbet har relationen været afgørende.
Tillid skabes ikke på en uge, og udvikling sker sjældent i en lige linje. Derfor har opgaven ikke været at overtage styringen, men at støtte, motivere og holde fast, når tvivlen eller udfordringerne fyldte.
Målet har hele tiden været, at borgeren gradvist skulle blive mindre afhængig af støtte – ikke mere.
Og det er netop det, der er lykkedes.
I dag – lidt over et år senere – bor han i egen bolig.
Han har et stærkt netværk omkring sig og modtager kun få timers kommunal støtte om ugen.
Det er først og fremmest resultatet af hans egen indsats, hans vedholdenhed og hans mod til at skabe en ny retning i livet. Og vi har haft fornøjelsen af at gå et stykke af vejen sammen med ham.
For os er det et godt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når mennesker får den rette støtte på det rette tidspunkt – og når der er tid til at bygge udviklingen op skridt for skridt.
Det er den slags forløb, der minder os om, hvorfor relationer aldrig er en detalje i socialt arbejde.
De er ofte selve forudsætningen for, at forandring kan lykkes.
For nogle mennesker handler støtte ikke om at overtage styringen. Det handler om at gå ved siden af, indtil de kan gå videre selv.
Borger udtaler:
“Fra første kontakt med Flexstøtte på telefonen, følte jeg mig grebet i alt det ukendte. De fandt en bolig efter mine ønsker, sørgede for at få min bolig til at ligne et hjem, helt ned i mindste detalje. Flyttede for mig og hængte ting op og kørte med mig ud og fik købt det jeg manglede. Der var altid en åben telefon, og mulighed for at flytte besøg når jeg ikke magtede at lukke døren op. Bostøtten gik med til ny læge og sagsbehandler, så jeg følte mig hørt og forstået. Jeg følte jeg havde fået en ven, og når min bostøtte ringede en fredag eftermiddag for at høre hvad jeg skulle i weekenden, var det det der gjorde at ensomheden ikke vandt over mig.”
“Da jeg kunne nøjes med færre timer og var blevet bedre til at tage imod besøg, hjalp bostøtten mig med at kunne tage imod kommunens bostøtter og fik forklaret hvorfor jeg havde så lidt tillid til kommunen. Jeg var bange for at blive mødt med stive systemer og følelsen af at min fortid fik folk til at tro jeg var et dårligt og farligt menneske.”
“I dag har jeg en sød bostøtte fra min kommune som kommer en gang om ugen, og jeg klarer mig rigtigt godt.”
“Jeg ved også at jeg altid kan ringe og få hjælp og sparring fra Flexstøtte når jeg glemmer hvad jeg har lært og hvad jeg nu kan klare selv.”
“Jeg tror aldrig jeg havde klaret den rejse uden at have en tid med Flexstøtte, for de fik mig til at føle mig som et menneske der havde vundet og kunne en masse, i stedet for den person mine papirer fortalte jeg var.”